Virkelighedens Robinson Crusoe var pæredansk og ham er jeg i familie med

Anne Lützhöft - forfatter

Ham jeg adlyder

Forfatter

Børnehjemsunge

Hjerneblødning

Skriv til mig

'Virkelighedens Robinson Crusoe'

var pæredansk - og ham er jeg i familie med...

Læs hans fantastiske historie nederst på siden.

Hans navn var Johannes Henrik Enevoldsen født i Langebæk på Sydsjælland, han var bror til min oldemor Hansine Enevoldsen. Hansine giftede sig med min oldefar Karetmager Jørgen Lützhöft i 1890.

Huset i Langebæk....Johannes og Hansines barndomshjem.

Karetmagerværkstedet i Borre på Møn - foto 1895.

Hansine står med min mormor Johanne - født 1894 - på armen.

Johanne blev mor til 7 børn: Alice, Henry, Harry, Børge, tvillingerne Ruth (min mor) og Kurt samt Ena.

Læs mere om min mormor: Min mormor og morfar

Måske er den lille pige med den store hvide krave en storesøster til min mormor. Den flotte fyr med skægget er min oldefar - Karetmager Jørgen Lützhöft - de øvrige personer må være ansatte på værkstedet?!...Hansine havde fire børn fra et tidligere ægteskab - de to drenge til højre og de to store piger til venstre på billedet.

Karetmagerværkstedet står opført på Frilandsmuseet / Nationalmuseet. Se siden:

Tømrerværksted Borre på Møn

Alle kender Daniel Defoes roman "Robinson Kruse" som udkom i 1719. Mange ved også, at den er skrevet efter inspiration af en virkelig hændelse, nemlig den Skotske sømand Alexander Selkirk der i starten af 1700 tallet opholdt sig alene på Stillehavs øen Juan Fernández i 4 år. Denne ø ligger ca 800 km fra Chiles kyst, lige ud for hovedstaden Santiago.

De færreste ved vel at også en Dansker har delt samme skæbne. Nemlig "Johannes Henrik Enevoldsen" der boede 35 år alene på øen Deliverance Island fra 1893 og frem til sin død i 1928.
Deliverence Island befinder sig i farvandet mellem Australien og Papua Ny Guinea. Den er ca. 1 km . lang og 400 meter bred.

Cast Away er en film fra 2000 med Tom Hanks i hovedrollen. Den handler om en strandet mand på en ø, måske Hollywood har kendt Johannes historie da man skrev manus til filmen.

Johannes Henrik Enevoldsen

Kildematriale: JP / Galathea 3 ekspeditionen, Krarup Nielsen, samt avisartikler.

Den britiske forfatter Somerset Maugham gjorde med sin novelle "Eremitten" berømt. I sin novelle om sit besøg på hos eneboeren, skriver Somerset Maugham, at eremitten selv sagde, at han var dansk, men at han var kendt i Torres Strædet, som German Harry.

Deliverance Island...Befrielsens Ø - fundet og navngivet af James Cook.

Øen hvor Johannes tilbragte 38 år, heraf 35 år som eneboer. Øen ligger mellem Papua Ny Guinea og Australien - ved Torres Stræde med masser af farlige rev og skær..Øen er ca. 1 km. lang og 400 m bred, og ligger i det smalle stræde mellem Australien og Papua Ny Guinea

Så stor eller lille er øen, hvor Johannes tilbragte 38 år i ensomhed.

Formodentlig det eneste billede af Johannes Henrik Enevoldsen foran sit beskedne hjem - et skur! Billedet er taget af en perlefisker.

Om Johannes Henrik Enevoldsen er der også skrevet en historie nemlig novellen "Eremitten" af den Britiske forfatter Somerset Maugham.
Hans øgenavn var "German Harry" og nogle troede også i mange år at han var tysker, men det afklarede Galathea 3 ekspeditionen i slutningen af 2006, for de fandt hans dødsattest på naboøen Thursday Island. Der står der i "Somerset Death Register" at den 27. januar 1928 døde en dansker ved navn Henrik Envoldt på Deliverance Island. Dødsdatoen blev anslået ud fra den sidste indskrevne dato i en kalender, som eneboeren havde. Han blev fundet død på stranden af Paradisfuglejægeren "Dich Roche" som begravede ham nær sin hytte på øen, Han havde fået revet en arm og et ben af, måske fra en haj eller måske fra en af hans hunde.

Han havnede der pga.. et skibsforlis hvor der kun var 16 overlevende der fik sig bjerget i land på øen. Der levede de så sammen i 3 rædselsår hvor de overlevede ved at æde hinanden. Til sidst var de kun 5 overlevende. Da der endelig kom nogen dem til undsætning valgte han at blive boende på øen for som han skulle have sagt til de andre "Jeg har i de tre år set så forfærdelige ting, at jeg ikke længere ønsker, at leve blandt mennesker"

I den tid han levede der fik han af og til besøg at ovennævnte Paradisfuglejæger og af forskellige Perlefiskere en af disse perlefiskere tog dette billede af ham foran sin hytte:

En anden besøgende sagde at han levede sammen med 5 hunde et dusin høns og 80 katte. I de 5 år 1. verdenskrig varede så han ikke et øje da krigsskibe patruljerede i farvandet og afholdt folk fra at sejle området.
Han levede af frugter fisk og havskildpadder hvoraf han fangede en hver dag som han også fodrede sine dyr med.

Her er historien om Johannes Henrik Enevoldsen...'Virkelighedens Robinson Crusoe'

Johannes blev født i 1854. Han voksede op i et fattigt landarbejderhjem i Langebæk ved Kalvehave. Som barn måtte han hjælpe til i marken og i skoven. I en alder af 20 år stak han til søs.

Som søfarer kommer Enevoldsen rundt omkring i verden. Han afmønstrer i Sydafrika og arbejder en tid ved jernbanen. I brevveksling med hjemmet antyder Enevoldsen, at han har fundet kærligheden i Afrika. Han beder sine forældre om tilgivelse, såfremt han ikke igen skal gense sit fødeland. Hvilket han aldrig gør....

Noget går skævt for ham i Afrika, han stikker igen til søs. Han har tidligere haft hyre på mange forskellige skibe. Måske indhenter fortiden ham - Har han været ombord på et sørøverskib og er blevet genkendt i Sydafrika. Er det derfor, han atter stikker til søs?

Stormen rasede i 1890 ved det dødsensfarlige Woffa-rev. Skibet 'Geebrand' som fragter kul mellem Australien og Java forliser. Kun 16 sømand overlever, deriblandt en dansker med navnet Johannes Henrik Enevoldsen. De 16 overlevende fra besætningen befinder sig nu på øen Deliverance. Fra den lille og golde ø går dagene, ugerne, månederne og årene med at spejde horisonten rundt efter redning. De forliste mangler såvel vand som mad. Efter 3 år bliver de reddet, men!... af de 16 mænd står nu kun 5 på stranden - 11 af de forliste er sporløst forsvundet... Én af sømændene vil ikke forlade øen, men bliver tilbage, da det reddende skib sejler igen ud mod nye horisonter. Ingen af de overlevende ønsker at fortælle om de 11 sømænds skæbne. Sømændene har med stor sandsynlighed måttet kæmpe med og mod hinanden med livet som indsats for at overleve på den lille ø.

"Jeg har i de tre år set så forfærdelige ting, at jeg ikke længere ønsker, at leve blandt mennesker" skulle Johannes have sagt, da han tog afsked med de overlevende sømænd.

Året 1919 går en flok Australske perlefiskere i land på Enevoldsens Ø for at forsyne sig med friske havskildpadde æg. På strandbredden møder de en gammel mand, lapset klædt og solbrændt. I de fem år Første Verdenskrig har varet, har han ikke set et eneste menneske! Tyske og Engelske krigsskibe havde stoppet for trafikken på havet.

"Jeg tænke nok, der var sket noget, siden I ikke kom" siger Enevoldsen til perlefiskerne, efter de har fortalt ham, at Verden har stået i flammer i fem år.

"Jeg troede, Gud havde udryddet alle mennesker, og jeg var den eneste sjæl, han havde forundt at leve"

Johannes Henrik Enevoldsen blev på øen i 38 år lige indtil sin død i 1928. Johannes fik kun sjældne besøg på sin ø af Australske perlefiskere.

Johannes havde kun selskab af nogle hunde og en del katte. Han måtte ofte slagte en havskildpadde, som føde til ham selv og sine dyr.

Han fik senere hjælp med tilplantning af øen af venlige perlefiskere, for at Johannes kunne få en mere alsidig føde.

Den Britiske forfatter Somerset Maugham besøger Enevoldsen på hans ø, fordi Somerset Maugham er fascineret over 'Sømanden som fik nok af Verdens ondskab'. Læs bogen 'Eremitten'

Johannes blev fundet død på øen af to amerikanske damer, som var på sightseeing sammen med en paradisfuglejæger. Et ben og en arm var revet af, måske af hans hund, som har forsøgt at trække ham op til hytten. Enevoldsen blev måske angrebet af en haj, mens han saltede en havskildpadde.

Johannes Henrik Enevoldsen blev 73 år gammel.

Krarup Nielsens beretning.

Han var født i 1853 i Langebæk ved Vordingborg. Da han var 15-16 år gammel drog han til søs og vendte ikke mere tilbage til Danmark.

Engang i slutningen af atten hundrede og firserne var han strandet i Torres Strædet med en Newcastle-Båd »City of Rome« på vej fra Australien til Filippinerne.

På Torsdags-øerne havde han truffet en Svensker, og de to havde i fællesskab haft et lille fartøj, hvormed de fiskede efter perler og søpølser. På deres togter havde de af og til anløbet en lille ubeboet ø i Torres Strædet, som hed Deliverance Island (Befrielsens ø).

Hvad der egentlig bevægede den danske sømand til at tage den mærkelige beslutning at slå sig ned på denne ubeboede sydhavsø, vidste ingen. I hvert fald havde han kastet sin kærlighed på »Befrielsens ø«, og en dag vistnok midt i halvfemserne, gik han i land med sin beskedne udrustning og indrettede sig her for bestandig. Af husdyr medbragte han kun nogle høns og en hund. blandt den smule materialer, han havde med, var en stump bølgeblik, som blev brugt som tag over den lille primitive Hytte, han selv opførte. Takket være det, var han beskyttet mod selv det værste tropeskybrud.

Perlefiskerne plejede at forsyne den gamle eneboer med forskellige ting, de mente, han trængte til. Det drejede sig sædvanligvis om en skjorte eller et par bukser, lidt te og tobak.

Han klarede sig dog godt nok foruden. Det viste sig bl.a. under 1. verdenskrig, hvor der forløb herimod fire år, uden nogen båd lagde til ved »Robinson Crusoes ø«. (det skyldtes militær patruljering i farvandet).

De første perlefiskere, der efter denne lange pause satte kursen mod øen, var meget spændt på, hvorledes det stod til med den gamle eneboer, der efterhånden var nær de halvfjerds. Man fandt ham i bedste Velgående.

Han havde ingen savn lidt i de mellemliggende år. Ganske vist havde han haft en brækket arm, men den havde han selv lappet på, og den var vokset godt nok sammen.

Han havde selv fundet erstatning for te og andre varer og da hans tøj var så slidt at det ikke kunne bruges mere havde han selv syet noget af et gammelt Engelsk flag.

»Gamle Harry« var hverken menneskesky eller indesluttet, når han en sjælden Gang fik besøg. På forhånd ville man vel være tilbøjelig til at tro, at så mange års ensomhed måtte virke sløvende og åndssvækkede eller gøre vedkommende sky og menneskefjendsk. Men det var absolut ikke tilfældet med »Gamle Harry«.

Hans daglige arbejde var ikke omfattende, men der var alligevel nok at gøre til at holde ham beskæftiget og forhindre ham i at falde hen i sløvhed. Dagen gik efter et ganske bestemt system. Der skulle samles brændsel, hentes vand, søges efter skildpadde æg og indsamles kokosnødder og frugt. bålet skulle tilses. I alle de mange år, han havde levet på øen, havde han vedligeholdt den samme ild. På et bestemt tidspunkt af dagen afhængig af flod og ebbe gik han på fiskefangst, hvortil han sædvanligvis anvendte spyd. endelig skulle måltiderne tilberedes.

Ved en lejlighed sendte en Kaptajn Mønsted et lille Dansk splitflag til Deliverance øen med perlefiskerne, han hængte det op i hytten over sin soveplads ved siden af en lille tavle, hvorpå han hver dag skrev, hvad dato det var.

I alle de mange år, han levede sit eneboerliv på »Befrielsens ø«, havde »Gamle Harry« ikke været syg en eneste dag. Hans liv var så regelmæssigt og fredeligt, og hans føde, der væsentlig bestod af kokosnødder, frugt, æg og fisk, var så sund, at han aldrig behøvede at bekymre sig om sit helbred.

Bortset fra en gang....

Engang fik de australske myndigheder på Torsdags øerne kendskab til den gamle Danske eneboer ude på den lille koralø og mente, at det bedste for ham ville være at blive flyttet over til Torsdags øerne og anbragt i et hyggeligt alderdomshjem for gamle søfolk, som fandtes der. Det var foreslået i en god mening af bekymring for, at »Gamle Harry« skulle blive affældig og syg og måske ligge hjælpeløs i sin ensomhed.

Det gik imidlertid helt anderledes, end de velmenende myndigheder på Torsdags øerne havde tænkt sig. Denne tilbagevenden til civilisationen kunne den gamle eneboers helbred ikke klare. Det var for stor en revolution for hans primitive og enkle levevis. Det varede ikke mange dage, før »"Gamle Harry« følte sig så elendig på legeme og sind, at han bad om snarest at komme tilbage til sin ø igen. Man var klar over, at der ikke var andet at gøre end at føje ham i dette ønske og hurtigst muligt bringe ham tilbage til øen, hvis man ikke ville risikere, at han gik hen og døde som følge af omplantningen. Så snart »Gamle Harry« atter befandt sig mellem kokuspalmerne på sin ø, livede han op igen, følte sig lykkelig og veltilpas, og han levede mange år efter denne livsfarlige udflugt. Det var den eneste gang i mere end 35 år, han forlod »Befrielsens ø«.

Engang hvor hans bedste ven paradisfuglejægeren Dick Roche ville besøge ham, stod »Gamle Harry« for første gang i de mange år, han havde kendt ham ikke på stranden, da båden styrede ind mellem revene og lod sirenen lyde. Han kaldte, men ingen svarede. så gik Roche i land. Han tænkte sig den mulighed, at den gamle måske var syg og lå i sin hytte. Men få skridt udenfor hytten fandt han »Gamle Harry« død, ved siden af ham lå hans hund, rimeligvis død af sorg over at have mistet sin herre. Man kunne se på sporene i sandet, at hunden havde forsøgt at slæbe den døde hen imod hytten, men havde måttet opgive det.

I hytten lå alt urørt, og alt tydede på, at den gamle eneboer havde været rask til det sidste, havde gået i sin daglige dont og pludselig var blevet ramt af et slagtilfælde eller et hjerteslag og var faldet død om uden for hytten. På den lille tavle over »Gamle Harry's« soveplads var skrevet 27/1.1928, og det var den 2. Februar, at Roche kom til øen, så den gamle eneboer havde rimeligvis været død i fem dage, da man fandt ham.

Det blev således den gamle paradisfuglejæger, den eneste, der måske kunne kaldes hans ven, der kom til at grave »Gamle Harry's« grav. Han blev lagt til hvile med det lille danske splitflag gemt hos sig ved foden af en af de høje kokospalmer.

German Harry af Somerset Maugham.

Kan oversætte via Google.

I was in Thursday Island and I wanted very much to go to New Guinea. Now the only way in which I could do this was by getting a pearling lugger to take me across the Arafura Sea. The pearl fishery at that time was in a bad way and a flock of neat little craft lay anchored in the harbour. I found a skipper with nothing much to do (the journey to Merauke and back could hardly take him less than a month) and with him I made the necessary arrangements. He engaged four Torres Straits islanders as crew (the boat was but nineteen tons) and we ransacked the local store for canned goods. A day or two before I sailed a man who owned a number of pearlers came to me and asked whether on my way I would stop at the island of Trebucket and leave a sack of flour, another of rice, and some magazines for the hermit who lived there.

I pricked up my ears. It appeared that the hermit had lived by himself on this remote and tiny island for thirty years, and when opportunity occurred provisions were sent to him by kindly souls. He said that he was a Dane, but in the Torres Straits he was known as German Harry. His history went back a long way. Thirty years before, he had been an able seaman on a sailing vessel that was wrecked in those treacherous waters. Two boats managed to get away and eventually hit upon the desert island of Trebucket. This is well out of the line of traffic and it was three years before any ship sighted the castaways. Sixteen men had landed on the island, but when at last a schooner, driven from her course by stress of weather, put in for shelter, no more than five were left. When the storm abated the skipper took four of these on board and eventually landed them at Sydney. German Harry refused to go with them. He said that during those three years he had seen such terrible things that he had a horror of his fellow-men and wished never to live with them again. He would say no more. He was absolutely fixed in his determination to stay, entirely by himself, in that lonely place. Though now and then opportunity had been given him to leave he had never taken it.

A strange man and a strange story. I learned more about him as we sailed across the desolate sea. The Torres Straits are peppered with islands and at night we anchored on the lee of one or other of them. Of late new pearling grounds have been discovered near Trebucket and in the autumn pearlers, visiting it now and then, have given German Harry various necessities so that he has been able to make himself sufficiently comfortable. They bring him papers, bags of flour and rice, and canned meats. He has a whale boat and used to go fishing in it, but now he is no longer strong enough to manage its unwieldy bulk. There is abundant pearl shell on the reef that surrounds his island and this he used to collect and sell to the pearlers for tobacco, and sometimes he found a good pearl for which he got a considerable sum. It is believed that he has, hidden away somewhere, a collection of magnificent pearls. During the war no pearlers came out and for years he never saw a living soul. For all he knew, a terrible epidemic had killed off the entire human race and he was the only man alive. He was asked later what he thought.

"I thought something had happened," he said.

He ran out of matches and was afraid that his fire would go out, so he only slept in snatches, putting wood on his fire from time to time all day and all night. He came to the end of his provisions and lived on chickens, fish and coconuts. Sometimes he got a turtle.

During the last four months of the year there may be two or three pearlers about and not infrequently after the day`s work they will row in and spend an evening with him. They try to make him drunk and then they ask him what happened during those three years after the two boat-loads came to the island. How was it that sixteen landed and at the end of that time only five were left? He never says a word. Drunk or sober he is equally silent on that subject and if they insist grows angry and leaves them.

I forget if it was four or five days before we sighted the hermit`s little kingdom. We had been driven by bad weather to take shelter and had spent a couple of days at an island on the way. Trebucket is a low island, perhaps a mile round, covered with coconuts, just raised above the level of the sea and surrounded by a reef so that it can be approached only on one side. There is no opening in the reef and the lugger had to anchor a mile from the shore. We got into a dinghy with the provisions. It was a stiff pull and even within the reef the sea was choppy. I saw the little hut, sheltered by trees, in which German Harry lived, and as we approached he sauntered down slowly to the water`s edge. We shouted a greeting, but he did not answer. He was a man of over seventy, very bald, hatchet-faced, with a grey beard, and he walked with a roll so that you could never have taken him for anything but a sea-faring man. His sunburn made his blue eyes look very pale and they were surrounded by wrinkles as though for long years he had spent interminable hours scanning the vacant sea. He wore dungarees and a singlet, patched, but neat and clean. The house to which he presently led us consisted of a single room with a roof of corrugated iron. There was a bed in it, some rough stools which he himself had made, a table, and his various household utensils. Under a tree in front of it was a table and a bench. Behind was an enclosed run for his chickens.

I cannot say that he was pleased to see us. He accepted our gifts as a right, without thanks, and grumbled a little because something or other he needed had not been brought. He was silent and morose. He was not interested in the news we had to give him, for the outside world was no concern of his: the only thing he cared about was his island. He looked upon it with a jealous, proprietary right; he called it "my health resort" and he feared that the coconuts that covered it would tempt some enterprising trader. He looked at me with suspicion. He was sombrely curious to know what I was doing in these seas. He used words with difficulty, talking to himself rather than to us, and it was a little uncanny to hear him mumble away as though we were not there. But he was moved when my skipper told him that an old man of his own age whom he had known for a long time was dead.

"Old Charlie dead — that`s too bad. Old Charlie dead."

He repeated it over and over again. I asked him if he read.

"Not much," he answered indifferently.

He seemed to be occupied with nothing but his food, his dogs and his chickens. If what they tell us in books were true his long communion with nature and the sea should have taught him many subtle secrets. It hadn`t. He was a savage. He was nothing but a narrow, ignorant and cantankerous seafaring man. As I looked at the wrinkled, mean old face I wondered what was the story of those three dreadful years that had made him welcome this long imprisonment. I sought to see behind those pale blue eyes of his what secrets they were that he would carry to his grave. And then I foresaw the end. One day a pearl fisher would land on the island and German Harry would not be waiting for him, silent and suspicious, at the water`s edge. He would go up to the hut and there, lying on the bed, unrecognisable, he would see all that remained of what had once been a man. Perhaps then he would hunt high and low for the great mass of pearls that has haunted the fancy of so many adventurers. But I do not believe he would find it: German Harry would have seen to it that none should discover the treasure, and the pearls would rot in their hiding place. Then the pearl fisher would go back into his dinghy and the island once more be deserted of man.

Kildemateriale: Århus Stiftstidende jan. 2001, Jyllandsposten dec. 2006, 'Danske Pionerer paa Stillehavet'